Tilbudsingeniør til NCC Hercules
Har du kendskab til geoteknik og erfaring inden for tilbudsgivning? Og vil du have ansvar for større projekter i en stilling, der byder på variation i opgaverne og mulighed for at videreudvikle dit salgstalent?
I Hercules Fundering udfører vi alle former for funderings- og vandbygningsarbejder såsom spuns, rammede beton- og stålpæle, københavnervægge, jordankre, slidse- og sekantvægge samt grundvandssænkning i forbindelse med byggegruber, tunnelering m.m. Det gør vi med stort engagement og fleksibilitet, og vi sætter en ære i at holde høj faglighed og være en troværdig partner for vores kunder. Læs mere om os på
www.ncc.dk
Tag ansvar for beregning af store projekter
Som vores nye tilbudsingeniør kommer du primært til at stå for kalkulation af større funderingsprojekter for interne NCC-kunder, men også i et mindre omfang for eksterne kunder. Du får en bred stilling, der udover tilbudsberegning også byder på elementer af salg. Din dag går derfor med en blanding af:
- modtagelse af forespørgsler fra kunder
- gennemgang af udbudsmateriale
- beregning og prissætning af projekter
- deltagelse i både interne og eksterne kundemøder.
Sparring og videndeling
Du kan se frem til en selvstændig og udadvendt rolle, hvor du får masser af kundekontakt og gode rammer til at fordybe dig i dine opgaver. Vi lægger stor vægt på at bruge den erfaring, vores kolleger sidder med. Derfor er der altid nogen at sparre med, og du får et tæt samarbejde med dine kolleger i produktionen. Derudover bliver du en del af en afdeling bestående af 20 funktionærer, der samarbejder og mødes på kryds og tværs. Vi ser os selv som en helhed og hjælper hinanden hele vejen rundt.
Skræddersy din hverdag
I denne stilling er der lagt stor vægt på, at hverdagen skal være alsidig, og det betyder, at der gives plads til, at man kan byde ind, der hvor ens interesser og stærkeste kompetencer ligger. Så er der noget, du brænder for at arbejde med, er det bare om at sige til. Har du fx kendskab til design, er der mulighed for at tilføje opgaver inden for denne gren også.
Teknisk profil – med erfaring fra tilbudsberegning
- Din uddannelsesmæssige baggrund er ikke afgørende, men du har en geoteknik baggrund og et par års erfaring inden for fundering.
- Du har erfaring med projektering og tilbudsgivning.
- Du er udpræget ordensmenneske, så der altid er styr på tidsfrister og deadlines.
- Du er udadvendt og kan lide kundekontakten.
Interesseret?
Hvis du vil vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte områdedirektør Jesper Schack Fønss Bach på +45 86 75 43 22 eller jesbac@hercules.dk. Er du interesseret i stillingen, så send venligst din ansøgning og dit CV via linket forneden. Vi holder løbende samtaler, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
NCC er en værdibaseret virksomhed, hvor kerneværdierne er ærlighed, tillid, respekt og pionerånd. Som bygge- og anlægsvirksomhed er vi med til at skabe rammerne for fremtidens samfund, og vi lægger vægt på at udvikle og bygge ansvarligt, miljøbevidst og med fokus på mennesker. Vi prioriterer sikkerhed og kvalitet højt, og vi ønsker at tiltrække, udvikle og fastholde branchens mest kompetente medarbejdere.