Omfattende grubedesign med hele byggeriet i fokus
Under parolen ’Giv dit byggeri et solidt fundament’ udfører Hercules Fundering byggegruben for Nicolinehus, Aarhus i totalentreprise. En omfattende entreprise under komplekse jordforhold, der inkluderer 130 udskiftningsboringer, 8.700 m2 spuns, 700 jordankre i flere niveauer samt flytning af ca. 180.000 tons jord.
Komplicerede geotekniske forhold under og omkring Aarhus har krævet et særligt tilpasset byggegrubedesign. Et design, Hercules Fundering har udarbejdet internt i funderingsvirksomheden.
– Der er flere komplicerede geotekniske forhold i denne sag. Udover, at det er en meget stor entreprise til et meget stort boligbyggeri, er ler- og sandforholdene under Aarhus af en meget speciel karakter. Leret er både hårdt samt sprækket, og ovenpå den fede ler er der indbygget sandfyld, der er meget vandførende, forklarer Jesper Schack Fønss Bach, direktør hos Hercules Fundering.
Det har krævet et helt særligt tilpasset byggegrubedesign fra Hercules Funderings side, hvor parametre som jordbundsforhold og vandtryk har været centrale.
– Blandt andet ved at forbore og gøre spunsvæggene længere end normalt, har vi tilpasset spunsen i henhold til de foranderlige jordforhold, og vi har derudover arbejdet med vores egen groutingteknik for hele tiden at sikre vandstandsning. Det handler om at koordinere og håndtere funderingsarbejdet i et lukket system sådan, at man har kontrol over elementerne, nu og fremadrettet, udtaler Jesper Schack Fønss Bach.
Helhedsorienteret fokus
Hercules Fundering er ansvarlig for den første af de to totalentrepriser på Nicolinehus projektet. En rolle, som både kræver overblik og en grundlæggende forståelse for det fortsatte arbejde på projektet.
– Som første entreprenør på projektet er det vigtigt, at vi ikke blot fokuserer på vores egen del af byggeriet, men også har en indsigt i de fremtidige faser af projektet. Det er afgørende, at alle entrepriser spiller sammen, og at overdragelsen fra den ene til den anden entreprenør sker rettidigt, er velovervejet og ikke mindst grundigt formidlet. Det er kort sagt et spørgsmål om planlægning, løbende dialog og et godt samarbejde, både mellem entreprenør og bygherre samt entreprenørerne imellem. Det betyder meget for os, at alle parter tager ansvar for projektet og ønsker at samarbejde om at nå et fælles mål. Det giver gladere aktører over hele linjen og selvfølgelig også et bedre endeligt resultat, slutter Jesper Schack Fønss Bach.