Fem måneders arbejde med 724 opdriftsankre afsluttet
–Det har været en heftig omgang.
Siger Christian Dyregaard, afdelingschef i Hercules Fundering, og ser ud over det område, hvor der de seneste fem måneder er boret 724 såkaldte opdriftsankre ned i undergrunden. Det længste går hele 35 meter ned!
–Her på Kronløbsøen har vi fået et tæt forhold til Københavnerkalken, siger han med et smil på læben og henviser til, at de fire ankerboremaskiner har skullet bore sig igennem noget af det hårdeste og mest ufremkommelige i den danske undergrund: Københavnerkalken.
–25 mand har været beskæftiget med at etablere opdriftsankrene, og arbejdet består i både at bore og teste, forklarer Christian Dyregaard.

Test af alle ankre
–Ankrene sørger for at holde parkeringskælderen fast og skal derfor kunne modstå kraftige belastninger. Undervejs i arbejdet har vi sænket grundvandsstanden med knap tolv meter, så vi har kunnet arbejde i et tørt hul. Når man så på et tidspunkt stopper med at sænke grundvandet, kommer der et grundvandstryk nedefra på parkeringskælderen, og hvis ikke vi havde etableret ankrene, ville kælderen poppe op som en korkprop.
Ankrene holder kælderen fast, pointerer han.
Undervejs er samtlige ankre testet. Kan de modstå et træk på flere hundrede ton? Proceduren har været den samme ved hver eneste ankerboring. Når cementen omkring ankeret har hærdet i cirka en uge, bliver testen gennemført ved hjælp af en særlig donkraft. En test ad gangen. 724 gange.
Arbejdet med parkeringskælderen fortsætter. Nu med forankring i undergrunden.
Installationen af opdriftsankre foregår ved foret boring, hvor der installeres et trækelement, bestående af stålliner, som efterfølgende omstøbes med cement. Selve ankermaskinen anvender et borerør og en tophammer, hvor tophammeren hjælper boret med at nå ned i Københavnerkalken. Det vand, vi kan se vælte op af borerøret, er et resultat af, at maskinen borer med vand.
Et lille tilbagekig





Tekst: Søren Egert / NXT // Billedtekster: Nikoline Kern og Stine Skøtt Olesen / NXT // Foto: Madeleine Kate McGowan og Stine Skøtt Olesen / NXT